55 kvm spidsgatter VIDI

Historien om VIDI

VIDI er en 55 kvm spidsgatter med et deplacement på 10 tons. Båden er konstrueret af Schrøder og bygget på Orlogsværftet i 1938. Længden er 10,16 m, bredden 3,05 m og dybgangen 1,55 m
Ankring i Helnæsbugten 1987

En tung dame

Historien om VIDI starter i 1985 hvor vi står uden båd. NORDVEST var pludselig blevet efterspurgt og solgt. I Assens stod der en stor sort spidsgatter med doghouse. Vi kiggede på den - størrelsen passede. Den trængte til vedligeholdelse; men det kunne vi jo gøre noget ved, så det blev vores næste båd fra 1985 til 1993. Ret hurtigt efter hjemkomst i foråret 1985 savede vi doghouset ned og malede skroget hvidt.

Med sine 10 tons i deplacement var det en god båd at være på havet i. Den gik støt igennem alt også bølgerne - bogstavelig talt.  Den havde en meget flot mahogani aptering i gedigne materialer. Dækket var 1 tomme teak! Skroget i 1½ tomme fyr - en kraftig bygget og tung dame!

Vi søgte i mange år dens oprindelse; men forgæves. Vi ved den er tegnet af Schrøder, som arbejdede på orlogsværftet, og bygget i 1938. Der går en historie om, at den blev bygget som træningsfartøj til kadetter i søværnet; men på grund af krigen og den 3,5 tons tunge blykøl blev den gemt væk på holmen og først taget frem og solgt til private efter krigen. Det er en god historie - vi ved at den var hjemmehørende i KAS fra 1946, ejet af en skotøjshandler.
Tegning udført af Rolf fra Stade

På kryds

Med en mastehøjde på næsten 18 meter var det et smukt syn når VIDI for en frisk vind med klodshalede sejl strøg gennem vandet.

En samling

Sommeridyl i Ll. Strandhuse. VIDI i mooringen og DOUGLAS og ROSA ved broen.